Der er flere, der kom i arbejde i første kvartal i år i forhold til fjerde kvartal sidste år. Samlet fik 1200 flere et arbejde at stå op til, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er godt for dansk økonomi som helhed, hvis beskæftigelseskurven for alvor er ved at knække opad, siger Mikkel Høegh, chefanalytiker i BRFkredit.
Analytikeren håber på, at de flere i job kan få gang i købet af især større forbrugsgoder som eksempelvis huse.
- Det kan være noget af det, som sætter gang i en god økonomisk spiral. I hvert fald er de økonomisk fundamentale vilkår om muligt blevet endnu bedre, siger han.
Der er dog stor forskel på, hvor der er kommet flere i job. Der er kommet 1500 flere i arbejde i private virksomheder, 400 flere i den offentlige forvaltning, mens de offentlige virksomheder har skåret medarbejderstaben ned med 700 personer.
Den stigende beskæftigelse skal især findes i servicevirksomheder, hvor der kom 1100 flere stillinger i erhvervsservice, der blandt andet dækker over konsulentvirksomheder.
- Men faktisk kom der også lidt overraskende 700 flere personer i arbejde i bygge- og anlægssektoren. Sidstnævnte kunne vidne om, at denne sektor er ved at opruste til en stigende efterspørgsel de kommende år, påpeger Mikkel Høegh.
Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian siger, at når man kigger på udviklingen i beskæftigelsen, er det bemærkelsesværdigt, at byggebeskæftigelsen steg i første kvartal til trods for, at boligjobplanen ikke omfattede det kvartal.
- En del tyder på, at situationen på arbejdsmarkedet er i svag bedring - en bedring, som betyder, at beskæftigelsen ikke længere falder, men som omvendt endnu ikke betyder, at der for alvor bliver skabt job i dansk økonomi, siger Steen Bocian om tallene.
I Danske Bank regner man med, at beskæftigelsen i store træk vil være uændret i år og let stigende i løbet af 2014 i takt med, at væksten i Europa og Danmark tager lidt til i styrke.
/ritzau/