Der blev i 2009 givet over 980 millioner kroner i erstatning efter indbrud i private hjem.
Og der blev anmeldt flere indbrud end nogensinde, skriver DR.
Politiet forklarer den kedelige tendens med et efterslæb fra politireformen.
"Vi har været længere om at få anholdt gerningsmændene, end vi var tidligere," siger politiinspektør Johnny Skov fra Fyns Politi til Radioavisen. Fyns Politi vil nu opprioritere indsatsen på området.
Ifølge forsikringsoplysningen bliver der i gennemsnit stjålet for over 24.000 kroner per indbrud.
Udover de mange indbrud har der i den senere tid også været en voldsom stigning i regulære hjemmerøverier, der begås, mens ofrene opholder sig i hjemmet.