Flere hundrede dræbte er blevet fundet i Syrien, hvor militæret optrapper en offensiv i det sydvestlige Damaskus for at "nedkæmpe oprørerne en gang for alle i hovedstaden."
Kamphelikoptere og kampvogne beskyder også oprørernes stillinger i den nordlige by Aleppo, siger en korrespondent for det franske nyhedsbureau.
Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at der er fundet 320 lig i byen Daraya efter hærens fem dage lange offensiv i området, der ligger tæt på Damaskus.
Aktivister i menneskerettighedsgruppen siger, at 200 af de 320 dræbte er blevet identificeret. Aktivister siger, at de fleste af de dræbte var unge mænd, som var skudt af skarpskytter eller dræbt på nær hold.
Militante har lagt en video ud på YouTube under titlen "Massakre ved Abu Sleiman Addarani Moskeen Daraya," hvor der vises billeder af snesevis af lig på jorden.
Videoen, hvis autenticitet ikke er blevet bekræftet af uafhænge kilder, taler om, at kriminelle "bander" fra præsident Bashar al-Assads regime har stået bag brutale drab på "150 uskyldige martyrer".
I det statslige tv hedder det, at "de tilbageværende terrorgrupper i Daraya er blevet udrenset."
Hæren hævdede i slutningen i juli, at den havde tilbageerobret kontrollen over det meste af Damaskus efter flere ugers intense kampe.
De fleste oprørere i Den Frie Syriske Hær blev tvunget ud i landområder nær hovedstaden, men har siden slået til med mange nålestødsangreb, hvor de slår til og hurtigt flygter.
Størstedelen af indbyggerne i Daraya er sunnimuslimer, der har været aktive i oprøret mod regimet, som domineres af alawitter.
Alawitterne tilhører en shiamuslimsk sekt. De udgør kun 12 procent af Syriens 22 millioner indbyggere, og mange alawitter frygter at miste alt, hvis Assad-regimet falder.
74 procent af befolkningen er sunnimuslimer, og 10 procent er kristne.
/ritzau/AFP