Over hundrede dømte kriminelle er forsvundet sporløst, oplyser landets 12 politikredse til Nyhedsavisen.
Sidste år mødte 24,1 procent af de dømte ikke op i fængslet, da de skulle afsone deres straf, oplyser Kriminalforsorgen.
Når en dømt ikke møder op til afsoning, er det op til politiet at finde og anholde vedkommende, og hos Københavns Politi har man i øjeblikket 250 af denne type sager. Cirka 50 har været forsvundet i op til flere år.
»Det drejer sig om udlændinge som forlader landet og danskere, som ikke er tilmeldt en adresse. Det er ikke svært at forsvinde i Danmark, hvis man ikke har en adresse og arbejder sort,« siger Christen Mikkelsen fra Københavns Politi.
Fyns, Sønderjyllands og Østjyllands Politi bekræfter billedet. I Østjylland har man i længere tid forgæves ledt efter 10-15 personer. Hos Midt- og Vestjyllands Politi er problemet oftest bulgarere.
»De fleste undvegne er udlændinge med korte domme, men vi kender også enkelte danskere, som er flygtet fra alvorlig økonomisk kriminalitet,« siger Jens Kaasgaard, politidirektør og formand for Politimesterforeningen.
Minister lover handling
Formand for retsudvalget Peter Skaarup (DF):
»Vi bør straks have en udvekslingsaftale med de andre EU-lande, så folk som er dømt for kriminalitet i Danmark ikke lovligt kan gemme sig i Polen.«
Justitsminister Lene Espersen vil nu bede sine embedsmænd om en redegørelse om problemet.
»Der er behov for en stram kurs på dette område, og jeg har derfor også tidligere indskærpet over for politiet, at de hurtigt skal sikre, at dømte bliver anholdt og indsat til afsoning,« skriver hun.