Pludselig står der en nøgen mand i hotellets reception og spørger om han kan få en avis eller om portieren ved, hvor det nærmeste toilet ligger. Det lyder muligvis sort. Men faktisk sker det oftere og oftere ifølge den engelske hotelkæde Travelodge, som har mere end 300 business hoteller i England. Det skriver reuters.com
Ifølge hotelkæden er der i løbet af det seneste år komemt syv gange så mange søvngængere. Og 95 procent af dem er meget let påklædte mænd.
Ofte dukker de op i hotellets lobby og stiller omtågede spørgsmål. Det har nu fået kæden til at udsende en guide til personalet med råd til, hvordan personalet skal tackle de nøgne mennesker. Eksempelvis bør der altid ligge håndkælder parat i receptionen, i tilfælde af, at der er behov for at bevare en gæsts værdighed.
Søvngængeri kan blandt andet skyldes stress, alkohol og koffein. Når der er flere mandlige hotelgæster, der går i søvne i gangene, kan det skyldes, at der overnatter flest mænd på hotellerne, mener hotelkæden.