En ny rapport fra Statens Serum Institut viser store forskelle på, hvilke gravide der tager imod tilbud om vaccination, og alder har størst betydning. Gravide under 25 år havde gennemgående den laveste tilslutning til vaccination mod kighoste, influenza og covid-19, mens gravide over 35 år havde den højeste.
Samtidig er tilslutningen til kighostevaccination steget markant. I 2024 blev 76,2 procent af de gravide vaccineret mod kighoste. I perioden 2019-2023 lå andelen omkring 50 procent. Til sammenligning blev 22,8 procent vaccineret mod influenza og 15,3 procent mod covid-19.
- Vaccination under graviditet forebygger sygdom hos både den gravide og barnet, og derfor udgør gravide en særlig målgruppe i den danske vaccinationsindsats, siger overlæge og sektionsleder ved SSI Bolette Søborg.
Rapporten viser også geografiske forskelle. Region Sjælland havde samlet set den laveste vaccinationstilslutning, mens Region Hovedstaden og Region Midtjylland lå højere. Gravide født uden for Danmark havde desuden samlet set lavere tilslutning end danskfødte gravide.