Det kan godt være, at Helle Thorning Schmidt ser lyst på økonomien i 2013.
Men anderledes skeptisk ser det ud i det danske erhvervsliv. Det viser en undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen.
Det skriver Børsen i dag.
Ifølge landets topchefer tager krisen nemlig ikke af, men derimod til i styrke.
Ifølge de 679 topchefer, som har deltaget i undersøgelsen, kan medarbejdere i syv ud af otte brancher se frem til fyringer i det kommende år.
Både industrien, engros- og detailhandlen vil fortsætte med at fyre medarbejdere i de kommende måneder, hvilket vil betyde en fortsat stigning i ledigheden.
Det er i direkte modsætning til regeringens forventninger om, at krisen vil vende hen mod midten af 2013, og det vækker undring flere steder.
- De sidste tal her er jo ikke i den rigtige retning, og det er ikke noget, der understøtter et optimistisk billede, siger tidligere overvismand Torben M. Andersen til Børsen.
Også i fagbevægelsens økonomiske tænketank AE vækker regeringens optimisme undring.
- Det er svært at se, hvor søren optimismen kommer fra, siger direktør Lars Andersen til Børsen.
35 procent af de adspurgte topchefer forventer samtidig at skære i antallet af ansatte, og kun 17 procent forventer at oprette nye stillinger.
Ifølge Børsen gør det jobudsigterne til de værste tre år.