Et stigende antal danskere er så utrygge i deres ansættelse, at de tegner en forsikring mod arbejdsløshed.
95.000 danske lønmodtagere har nu tegnet en arbejdsløshedsforsikring - 25.000 af dem kom til i løbet af sidste år.
Det viser nye tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
I løbet af sidste år udbetalte selskaberne erstatninger på cirka 275 millioner kroner til fyrede danskere.
Analysechef Jan V. Hansen fra Forsikring & Pension opfordrer folk til at undersøge, om en forsikring mod arbejdsløshed kunne være noget for dem.
"Særligt for højtlønnede - men også mange faglærte - vil en periode alene på dagpenge betyde et markant fald i indtægt. Her kan det være relevant at overveje en tillægsforsikring som et fornuftigt supplement til dagpenge," siger han.
Han kalder stadig antallet af arbejdsløshedsforsikrede for beskedent.
"Selvom stigningen på 25.000 personer er til at få øje på, er der alt i alt stadig tale om et forholdsvist beskedent antal af forsikrede. Antallet af danskere med en privat forsikring mod arbejdsløshed udgør under fem pct. af de godt to mio. personer, der betaler til en a-kasse," siger analysechef Jan V. Hansen, Forsikring & Pension.
Ledigheden i Danmark begyndte at stige i løbet af oktober 2008. Derefter begyndte danskerne for alvor at mærke konsekvenserne af finanskrisen.
Ledigheden steg fra 45.000 i juni 2008 - det laveste tal i nyere tid - til 117.000 i marts 2010.
Ledigheden er således vokset to en halv gange siden sommeren 2008. Ledigheden har imidlertid været uændret i de seneste fem måneder.