Danmark har formået at vende års fejlslagen integration en smule. 30,2 procent af de flygtninge, der kom til Danmark i 2015, er kommet i job efter to år i landet. Det skriver Børsen.
Tallene er næsten tredoblet siden 2014, hvor kun 11,1 procent af de flygtninge, der kom til Danmark i 2012, havde fået et arbejde. Det viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der vurderer, at koden er knækket i forhold til at få flygtninge i arbejde og dermed integreret på det danske arbejdsmarked.
Beskæftigelsesminister glæder sig over udvikling
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er glad for udviklingen, og kalder det et opgør med årtiers fejlslagen integrationspolitik.
- Det er rigtig lykkeligt. Ikke mindst for den enkelte, der kommer hertil, men også for det danske samfund og for kommunernes økonomi. Det er fuldstændigt afgørende for sammenhængskraften i det her land, at når folk kommer til landet, så bidrager de også til samfundsøkonomien, siger han til Børsen.