Hvis du er kommunalt ansat i en af landets to største kommuner, Århus og København, så er chancen for sygedage langt større end andre steder, viser nye tal fra Århus og Københavns Kommune.
De kommunalt ansatte i landets to største kommuner havde sidste år i gennemsnit 20 sygedage, skriver Morgenavisen Jyllandsposten.
Koster 800 millioner
Det er det højeste nogensinde i Århus Kommunes historie, mens København Kommune oplevede det samme sygefravær for 10 år siden.
Det enorme sygefravær er en økonomisk belastning for kommunerne, og det koster Københavns Kommune i omegnen af 800 millioner kroner om året. Derfor har landets to største kommuner straks iværksat en handlingsplan, der skal bringe sygefraværet ned.
En stor udfordring
»Vi er enige om, at vi står med nogle særlige udfordringer, fordi vi har faggrupper, der ligger højere end de andre store byer. Det er klart, at vi er interesseret i, hvorfor for eksempel vores lærere er mere syge end i andre byer,« siger Lea Bryld, kontorchef i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
I Århus vurderer borgmester Nicolai Wammen (S), at usikkerhed i forbindelse med kommunal- og udligningsreformen og en sparerunde på 410 mio. kr. kan være blandt årsagerne.