Flere mennesker er døde i en ulykke i Holland, hvor en lastbil er kørt ind i en gadefest.
Ulykken skete i byen Zuidzijdedijk i det sydvestlige Holland lørdag ved 18-tiden.
Ved 23.30-tiden oplyser politiet i en meddelelse, at mindst to mennesker er blevet dræbt, og flere ofre er blevet bragt til hospitalet.
- Der er i øjeblikket stadig omkomne under lastbilen, skriver politiet.
Billeder i hollandske medier viser lastbilen, der er kørt af vejen og holder på et græsareal, hvor folk var i gang med at grille.
- Man kan forestille sig, hvor skrækkeligt det er, at en lastbil kører ind i en gruppe mennesker under en vejfest. Chokket er enormt, siger en talskvinde for politiet til radiostationen Omroep Rijnmond.
Myndighederne har sendt krisehjælp ud til de mange øjenvidner, tilføjer hun.
- Vi havde en hyggelig grillfest og så en lastbil, der holdt stille i krydset, og så kørte den direkte gennem teltet, fortæller et øjenvidne, Johan van Driel, til nyhedssitet AD.
- Det var forfærdeligt. Flere mennesker blev revet med. I sådan et øjeblik går alt igennem én: Magtesløshed, mistro, fortæller øjenvidnet, der selv kom til skade i hændelsen.
Der er omkring ti ambulancer på stedet, og flere ambulancehelikoptere er sat ind.
Politiet oplyser, at redningsfolkene sent lørdag aften stadig er til stede i stort antal.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om, at der skulle være tale om terror. TV-stationen NOS omtaler hændelsen som en ulykke.
Politiet er ved at undersøge, hvad der fik lastbilen til at køre af vejen og ramme menneskemængden.
Lastbilens chauffør - en 46-årig mand fra Spanien - slap ifølge NOS uskadt fra ulykken. Han blev anholdt på stedet.
- Hans rolle er ved at blive undersøgt, skriver politiet.
Lastbilen er fra et spansk fragtfirma ved navn El Mosca.
Ulykken i Holland sker, dagen efter at en varevogn ramte gæster ved en udendørscafé i Bruxelles i nabolandet Belgien. Belgisk politi har oplyst, at der ikke er noget, der tyder på, at det var et terrorangreb.
/ritzau/