Den sekteriske krig, som rasede i Irak for fem-seks år siden, synes at være på vej tilbage.
Maj har med flere end 1000 dræbte været den blodigste måned siden 2006-2007 ifølge tal fra FN lørdag.
Og siden et oprør brød ud i april er næsten 2000 mennesker dræbt i en konflikt, der ud over sunnimuslimer og shiamuslimer også involverer grupper, der er knyttet til terrornetværket al-Qaeda.
Den stigende vold er gået hånd i hånd med en forværring af konflikten mellem shiamuslimer og sunnimuslimer, som længe har protesteret for at sætte en stopper for det, de opfatter som en marginalisering af deres trosretning.
Al-Qaeda, som tabte terræn under den USA-ledede invasion af Irak, har genvundet styrke som følge af de irakiske sunnimuslimers utilfredshed med regeringen og succesen for de sunnimuslimske oprørsgrupper i nabolandet Syrien.
/ritzau/Reuters