Tæt på grænsen til Syrien i det østlige Libanon er adskillige blevet dræbt i et natligt sammenstød mellem Hizbollah-bevægelsen og syriske oprørere.
Det fortæller sikkerhedskilder fra Libanon søndag.
Ifølge en kilde er 15 personer blevet dræbt i kampene øst for byen Baalbek.
Det præcise dødstal er dog ikke fastlagt, inden ligene blev hentet fra området.
På det seneste har den libanesiske Hizbollah-bevægelse taget aktiv del i urolighederne i Syrien.
Tidligere har lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, lovet sine tilhængere, at de vil sejre i Syrien, hvor de støtter præsident Bashar al-Assad.
Bevægelsen har blandt andet taget en aktiv rolle i belejringen af den strategiske vigtige by Qusai.
De syriske oprørere i byen har tidligere udtalt, at de er under kraftige angreb fra Hizbollah-krigere.
Byen ligger tæt på grænsen til Libanon og er strategisk vigtig for både regeringsstyrkerne og oprørerne i forhold til våbenforsyninger.
For nylig udtalte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, desuden, at tusindvis af Hizbollah-krigere deltager aktivt i kampene i Syrien.
/ritzau/Reuters