Med foreløbig 15 dræbte motorcyklister i 2007 går udviklingen den forkerte vej.
Sådan lyder det fra Mogens Wilbert fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, der er bekymret over det stigende antal motorcykel-uheld herhjemme. Det skriver B.T.
I 2005 blev i alt 16 motorcyklister dræbt, mens tallet lød på 21 i 2006.
Ifølge Mogens Wilbert spiller det gode vejr ind i forklaringen på det stigende antal dødsulykker. Men de skyldes også, at det er blevet en trend at køre på motorcykel.
- Det er lækkert at køre på motorcykel. Men man skal have dyb, dyb respekt for det. Når det går galt, så går det rigtigt galt. Man er helt ubeskyttet og man bliver nemt overset af andre trafikanter, siger Mogens Wilbert til B.T.
Ifølge hjemmesiden sikkertrafik.dk er det mellem 40 og 50 gange farligere at sætte sig op på motorcyklen end bag rattet i en bil.