Både i Bergen i nord og Venedig i syd har der de seneste dage været demonstrationer for Ungdomshuset. Senest har 50 unge tirsdag demonstreret foran det danske generalkonsulat i Milano.
- Heraf forsøgte 5 at komme op i opgangen, hvor generalkonsulatat ligger, oplyser souschef i Udenrigsministeriets sikkerhedsafdeling Claus Petersen.
Der blev både brændt bål af og sprayet slagord for Ungdomshuset på ejendommen, og derfor blev politiet tilkaldt. Det lykkedes politiet at overtale de unge til at forlade opgangen uden brug af andre midler end mundtøjet.
I Venedig lykkedes det omkring 40 unge at komme i på konsulatet i byen her, men de forlod igen stedet, da de havde fået deres budskab igennem til pressen.
- Det gælder alle stederne om for de autonome og deres sympatisører om at komme i pressen, siger Claus Petersen fra Udenrigsministeriet.
Også i Tjekkiets hovedstad, Prag, demonstrerede omkring 100 unge foran den danske ambassade.
- Det autonome miljø skulle efter det tjekkiske politis oplysning holde et tilsvarende møde et andet sted i byen, oplyser Claus Petersen.
En af de største demonstrationer uden for Danmarks grænser blev holdt i Flensborg den 1. marts samme dag, som Ungdomshuset blev ryddet. Her deltog omkring 800. Derudover har der også været demonstrationer i Oslo og Hamburg