Danskerne må indstille sig på, at jobfesten er slut og at flere atter må stille sig i køen af arbejdsløse.
Det vurderer Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen. Baggrunden er de seneste konjunkturbarometre fra Danmarks Statistik, der viser, at temperaturen på den danske økonomi nu er den laveste i fire år - faktisk siden forårspakkens skattelettelser kickstartede økonomien i 2004.
- Vi ser klare tegn på økonomisk opbremsning, og det rammer først og fremmest arbejdsmarkedet. Vi forventer derfor, at vi kommer til at se stigende ledighed, siger Jes Asmussen til avisen.dk.
Virksomheder holder på ansatte
Umiddelbart tyder det dog ikke på, at danskerne skal frygte alenlange arbejdsløshedskøer som i begyndelsen af 1990 erne, understreger han.
- Vi har netop været igennem en lang periode med mangel på arbejdskraft, og det kan betyde, at stigningen ikke bliver så kraftig, som den ellers kunne have været. Virksomhederne har virkelig kæmpet for at tiltrække medarbejdere, så de vil nok også være meget lidt tilbøjelige til at skille sig af med dem, med mindre de er helt sikre på, at det er nødvendigt, forklarer Jes Asmussen.
- Samtidig er der rigtig mange, der forlader arbejdsmarkedet i de kommende år. Det kan også være med til at begrænse den stigende ledighed. Men selvom det ikke bliver lige så slemt som i begyndelsen af 1990 erne, er frygten selvfølgelig, at stigende ledighed fører til en negativ spiral med folk, der må forlade deres huse, fordi de mister jobbet, siger han videre.
Økonomien opfører sig som i USA
De nye tal for økonomien viser, at det især er byggesektoren, der er ramt af afmatningen i økonomien.
- Det er en af de sektorer, der har været allermest gang i. Men nu ser jeg rimelig klare tegn på opbremsning. Årsagen er, at boligpriserne falder, folks friværdi falder og rentestigningerne betyder, at folks omkostninger til deres boliger er steget. Det betyder, at folk ikke sætter gang i nye boligforbedringer med mindre, at det er 100 procent nødvendigt. Samtidig er der en overkapacitet, fordi der har været investeret så kraftigt i at bygge nye boliger, forklarer Jes Asmussen.
Og afmatningen i byggebranchen smitter samtidig af på andre brancher, forklarer han.
- Salget af hvidevarer og nye møbler har jo været drevet af, at folk byggede om eller byggede nyt. Så nedgangen spreder sig som ringe i vandet. Det er lidt det samme, som vi ser i USA, siger Jes Asmussen med henvisning til den amerikanske økonomi.
Den er i øjeblikket hårdt ramt af en krise, der begyndte på boligmarkedet og nu har bredt sig til resten af den amerikanske økonomi.