Efter at SAS for anden gang på kun fire dage i går måtte nødlande med et Dash 8-fly, er danskernes tiltro til luftfarten styrtdykket.
En Epinion Capecent analyse lavet for Urban blandt 593 danskere viser, at hver femte dansker er blevet mere bange for at flyve efter SAS-nødlandingerne.
Derfor er danskerne også begyndt at se sig om efter alternative befordringsmidler.
Hver femte dansker vil således også i fremtiden overveje at gøre brug af andre transportmidler. Af dem vil seks procent overveje det i høj grad, mens 14 procent vil overveje det i nogen grad.
De adspurgte siger også, at de er blevet mere opmærksomme på, hvilken flytype de skal rejse med. Af den grund vil 44 procent inden deres næste flyvetur undersøge, hvilket fly de skal rejse med.