Antallet af kvinder i forsvaret er mere end fordoblet fra 2006 til 2007. Det er især værnepligten, der trækker, men flere tegner også kontrakt for at gøre karriere i forsvaret, skriver DR.
En af grundene er, at forsvaret er blevet bedre til rekruttere kvinder end tidligere. Det mener konstabel Lotte Schandorf, der tegnede kontrakt med forsvaret sidste år.
- Man har fundet ud af, at kvinder er en rigtig god arbejdskraft, og at kvinder kan lige så meget som mænd, siger Lotte Schandorf til Radioavisen.
Kvinder vil i krig
Det har fået flere kvinder ind i forsvaret. Fra 2006 til 2007 er antallet af værnepligtige kvinder steget fra 174 til 379. Lotte Schanhdorf er nu konstabel og skal til Afghanistan til februar.
Og netop det at Danmark er i krig tiltrækker nogle, tror Allan Dam, som er chef for forsvarets rekruttering:
- Det er blevet meget mere tydeligt, at man skal ud og bidrage til verdenssamfundet. Det tiltrækker rigtig mange, at man i løbet af et halvt år kan vise, at man faktisk vil gøre en forskel ude i verden, siger Allan Dam til DR.