Der bliver stadig flere kvinder, der ikke går fulde 40 uger, før fødslen går i gang.
I løbet af de sidste 10 år er antallet af børn født før 37. svangerskabsuge således steget med 22 procent. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det skyldes i høj grad de tilsyneladende raske førstegangsgravide. Her er der tale om en stigning på 55 procent, og det beviser, ifølge forsker og læge Ida Vogell, at stigningen ikke blot kan tilskrives reagensglasbefrugtninger, tvillingefødsler eller ældre gravide.
»Det er meget overraskende, at en stor del af stigningen skyldes kvinder, vi slet ikke forventede, var i risikozonen,« siger Ida Vogell, der forsker ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet i tidlige fødsler til Kristeligt Dagblad.
I 2005 var der 4583 børn, der blev født for tidligt.
Hvis et barn bliver født for tidligt, øger det risikoen for, at det vil være blindt, døvt eller spastisk lammet.