Når boligen skal sælges, tror stadigt færre hussælgere på, at de kan gøre en god handel.
Derfor nedjusteres salgsprisen i omkring halvdelen af tilfældene (43 procent), efter den er sat til salg hos ejendomsmægleren, viser helt nye tal fra Boligsiden.dk.
Tallet er dobbelt så højt som i 2006, da boligpriserne var på sit højeste.
Det skriver Søndagsavisen.
Prisen er i gennemsnit sat ned med 11,3 procent, eller hvad der svarer til 232.000 kroner.
Fænomenet med prisnedsættelser er ligesom i 2006 mest udbredt øst for Storebælt, hvor sælgerne har haft urealistisk høje forventninger til, hvor meget deres huse er værd.
- De østdanske hussælgere forventer, at de kan få en høj pris for huset, men det er køberne langtfra altid enige i. Når det går op for sælgeren, bliver prisen sat ned, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
På Lolland og Falster er prisen sat ned på 6 ud af 10 villaer. Og det er også der, prisen er sat mest ned. I gennemsnit med hele 20 procent.