For de fleste børn er det kæmpe tabu, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb.
Men nu viser det sig, at flere og flere alligevel henvender sig til rådgivningscentre om seksuelt misbrug.
Både Socialstyrelsens videnscenter for overgreb, online-rådgivningen Cyberhus og rådgivningscentret AlbaHus får et stigende antal henvendelser.
Ifølge Kristeligt Dagblad henvendte hele 1.500 børn sig sidste år til rådgivningscentret AlbaHus, som beskæftiger sig udelukkende med seksuelle overgreb, og det er en stigning på 30 procent fra året før.
"Vores rådgivere kan helt tydeligt mærke, at børn henvender sig, når der har været stort mediefokus på en overgrebssag. Eksempelvis havde vi en 15-årig pige, som i Nyhederne havde set, at det også er incest, når ens mor rører ved en på en bestemt måde. Børn begynder virkelig at snakke om det her kæmpestore problem," siger Marianne Immersen, leder af AlbaHus i København til Kristeligt Dagblad.
Det er blandt andet de mange sager om groft misbrug, der har domineret medierne det sidste år, som får flere børn til at bryde tabuet.
Kilde: Kristeligt Dagblad