Det er ikke kun varulve – og ulve i det hele taget – der bliver
tiltrukket af fuldmånen. Betjente fra Sussex Politi i England har observeret,
at der generelt sker en stigning i kriminaliteten, når det er fuldmåne.
Og det har det lokale politi nu taget konsekvensen af. Når
månen er fuld er der flere betjente på gaden end ellers.
- Vores undersøgelser viste en sammenhæng mellem voldelig
adfærd og fuldmåne. Ligesom der er en sammenhæng mellem voldelig adfærd og lønningsdag,
udtaler en talskvinde fra Sussex Politi til den engelske avis The Times.
Politiet opfordrer nu universitetet og andre
forskningsinstitutioner til at gå videre med undersøgelserne.
- Jeg sammenlignede en graf over fuldmåner med en graf
over voldelige episoder for hele sidste år, og der er en klar tendens, siger
manden bag undersøgelsen, politiassistent Andy Parr, der opfordrer
universiteter og andre forskningsinstitutioner til at foretage yderligere
undersøgelser.
Det er ikke første gang, der
påvises – eller forsøges påvist – en sammenhæng mellem månens cyklus og
menneskelig adfærd. I 1998 viste et tre måneder langt studie af 1200 indsatte i
Amley Fængslet i Leeds for eksempel, at volden og den aggressive adfærd steg i dagene op
til, under og lige efter fuldmåne.
Herhjemme er den fuldmåne næste
gang den 30. juni.