Ni ansatte er bortvist og seks er afskediget i energikoncernen Ewii A/S med hovedkontor i Kolding.
Selskabet har afbrudt samarbejdet med i alt 15 medarbejdere, fordi de ifølge administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn har fusket med deres arbejdstid.
- De har ikke kunnet leve op til vores tillid. De har ikke evnet at forvalte deres arbejdstid, som det var forventet af dem, siger Lars Bonderup Bjørn til Fredericia Dagblad.
Han kan ikke oplyse, i hvilke afdelinger det konkret er sket, og hvordan der mere præcist er snydt.
Det skyldes ifølge direktøren, at der er tale om personalesager.
Sagen er ikke i en størrelsesorden, så forbrugerne vil kunne aflæse det på deres energiregninger, lyder det fra Lars Bonderup Bjørn.
Han har også tidligere udtalt, at det ikke har været på tale at involvere politiet i sagen, da der er tale om en intern personalesag.
Det var ifølge Fredericia Dagblad en ledende medarbejder, der opdagede uregelmæssighederne.
Det satte gang i en intern undersøgelse i selskabet, der har flere end 600 ansatte og er leverandør af el, vand, varme og fiber i Trekantområdet.
Ewii-koncernen sælger også el og bredbånd over hele landet og driver elforsyningen på Bornholm.
Branchen er for alvor blevet genstand for opmærksomhed i kølvandet på en sag om en lukrativ bonusordning for energihandlere i selskabet Energi Danmark.
Tidligere på året blev otte personer fra et energihandelsselskab varetægtsfængslet i en sag, hvor de er sigtet for markedsmanipulation.
Ifølge politiet har de otte personer manipuleret med energipriser mellem marts 2021 og marts 2023. De nægter sig skyldige.
Torsdag kunne DR afsløre, at fire danske energiselskaber undersøges af svenske og danske myndigheder for mulig markedsmanipulation eller insiderhandel.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.