Der blev i 2021 anmeldt færre overtræder af straffeloven til politiet end året før.
Men mens anmeldelserne generelt dalede, steg antallet af anmeldelser for seksualforbrydelser.
Det fremgår af en netop offentliggjort opgørelse fra Danmarks Statistik.
Anmeldelserne af seksualforbrydelser steg med 16 procent. Herunder blev 88 procent flere voldtægter og lignende anmeldt. Andelen af rejste sigtelser steg fra 64 procent til 72 procent.
- I 2021 modtog politiet 2150 anmeldelser om voldtægt, hvilket er 1000 flere end i 2020.
- Dette skal blandt andet ses i lyset af, at den nye samtykkelov trådte i kraft i 2021, siger specialkonsulent i Danmarks Statistik Isabell Hartvig Larsen i en pressemeddelelse.
Samtykkeloven trådte i kraft i januar 2021. Loven dikterer, at det er strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet samtykke.
Der blev også anmeldt flere blufærdighedskrænkelser, som steg med 15 procent. Her faldt andelen af rejste sigtelser dog fra 60 procent til 54 procent.
Antallet af anmeldelser for overtrædelse af straffeloven faldt fra 325.500 i 2020 til 289.500 i 2021. Det svarer til 11 procent.
Faldet findes især inden for såkaldte ejendomsforbrydelser, der blandt andet omfatter dokumentfalsk og røveri, hvor de største procentvise fald i anmeldelser med henholdsvis 26 procent og 21 procent kunne ses.
- Antallet af anmeldte forbrydelser mod personlig ejendom har været faldende i flere år, dog med en mindre stigning fra 2015 til 2016.
- Herefter har antallet igen været faldende og er i alt faldet 45 procent siden 2011, siger Isabell Hartvig Larsen.
/ritzau/