Det er åbenbart ikke kun brænde, træpiller og benzin, som i takt med de stigende energipriser er steget i kurs blandt de langfingrede.
Tidligt lørdag morgen knaldede Midt- og Vestjyllands Politi seks personer, som havde fyldt deres køretøjer med solcellepaneler.
Det skriver TV Midtvest.
En borger kontaktede politiet ved halv seks tiden med en melding om en bil, som kørte rundt uden lys på i Grønhøj syd for Løkken.
Da en betjente ankom til stedet fandt de tre mænd i en bil med en trailer. På traileren stod en større mængde solcellepaneler.
Kort efter ankom endnu en bil med traileren fuld af solcellepaneler, og pludselig stod politiet med seks anholdte.
Ifølge TV Midtvest havde tyvene stjålet solcellepanelerne ved Løgstrup vest for Viborg, hvor European Energy er i gang med at opføre en solcellepark.
Detaljerne om det omfattende tyveri er ikke på plads, men politiet oplyser til TV Midtvest, at der er sket en stigning i antallet af anmeldelser af tyverier relateret til energiproduktion eller opvarmning.