Blandt de, der tager deres eget liv, ses stadigt flere mænd, der er grå i toppen.
For selvom antallet af selvmord er halveret siden 1990, går tendensen den modsatte vej for mænd over 60, skriver Politiken.
I dag er det ældre mænd, der begår hvert tredje selvmord i Danmark. Tal fra 2006 viser, at ud af 650 selvmord tegnede mændene sig for de 196, og det er en stigning på 30 procent siden 2001. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Psykolog og forsker på Center for Gerontopsykologi i Århus, Jan-Henrik Winsløv, forklarer udviklingen med, at mænd oftere holder de dystre tanker for sig selv. Samtidig er der ikke langt fra tanke til handling for mange af mændene.
Ifølge forskere har tre fjerdedele af de ældre, der tager deres eget liv, haft en depression.
Ældre Sagen peger desuden på, at mange mænd står uden netværk, når konen dør. Derfor er udfordringen at få dem ud i for eksempel motionsgrupper eller datastuer, der er målrettet til enlige ældre.