I 2003 blev der foretaget 869 aborter i Grønland. Sidste år var tallet 867.
En ambitiøs målsætning fra landsstyret om at halvere antallet af aborter er slået fejl. For tredje år i træk er der flere aborter i Grønland end fødsler. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Dermed har den store ø med kun 56.000 indbyggere en af verdens højeste abortrater i verden - i selskab med nationer som Rusland, Rumænien og Bulgarien.
- Folk har den viden, der skal til. Det er holdningen til abort, der skal ændres, siger leder af Folkesundhedsafdelingen Paarisa, Bodil Karlshøj Poulsen til avisen.
Forskningprofessor Peter Bjerregaard fra Statens Institut for Folkesundhed, peger imidlertid på, at det høje abortal ikke nødvendigvis kun er et onde.
- Set i forhold til målsætning om, at alle børn skal være ønskebørn, er det måske meget godt, at der er så mange aborter, siger han til Kristeligt Dagblad.
Bodil Karlshøj Poulsen er inde på det samme.
- Abort er et valg, man tager, fordi man ikke er parat til at tage imod et barn. Man kan så bare sige, at den erkendelse burde have været der to en halv måned tidligere, konstaterer hun.