Der var klasseforskel, da håndboldherrerne fra Veszprem slog Flensburg-Handewitt ud af Champions League og gik videre til semifinalerne.
Det ungarske storhold vandt lørdag 29-25 hjemme over Flensburg, som havde tabt det første kvartfinaleopgør i Tyskland med 22-28.
Flensburg tabte dermed med samlet ti mål, og ungarerne leverede generelt en magtdemonstration over to kampe.
Fire danskere var med på holdkortet for Flensburg, og det var VM-guldvinderne Rasmus Lauge, Lasse Svan, Simon Hald og Anders Zachariassen.
Seks mål var på forhånd ikke umuligt at hente i en håndboldkamp, og Flensburg fik en drømmestart og kom foran 5-0 og lidt senere 7-2.
Veszprem åd sig dog langsomt ind i kampen og fik kontakt ved 9-9, og holdene fulgtes ad frem til 12-12.
Herfra viste Veszprem, hvorfor holdet er en af favoritterne til at gå hele vejen i dette års turnering.
I første halvlegs slutfase scorede Veszprem efter behag og gik til pause med en føring på 17-13.
I anden halvleg var der aldrig spænding om udfaldet, selv om tre af Flensburg-danskerne gjorde, hvad de kunne.
Rasmus Lauge og Simon Hald bidrog med fire mål hver for Flensburg, mens Lasse Svan blev holdt nede på blot to scoringer.
René Toft Hansen var ude med en skade for Veszprem.
Senere lørdag gik også Barcelona videre til semifinalerne i Champions League.
Barcelona, som havde danskerne Kevin Møller og Lasse Andersson med på holdet, vandt hjemme med 29-26 over Nantes.
Barcelona havde vundet den første kamp med 32-25 og avancerede dermed i overlegen stil med en samlet sejr på ti mål.
/ritzau/