Det bliver alligevel ikke på Flemming Østergaard og Jørgen Glistrups bord, at en regning på fem millioner kroner lander.
Begge mænd er frifundet i en sag om kursmanipulation. Det har Østre Landsret afgjort tirsdag, skriver Børsen.
Parken Sport & Entertainment havde ellers krævet, at selskabets tidligere henholdsvis bestyrelsesformand Flemming Østergaard, også kendt som Don Ø, og administrerende direktør Jørgen Glistrup skulle betale millionregningen.
I stedet pålagde retten, at Parken skal betale 600.000 kroner i sagsomkostninger.
Kravet om de fem millioner stammer fra en straffesag om kursmanipulation. Her blev både Jørgen Glistrup, Flemming Østergaard og Parken i 2015 kendt skyldige. Det samme blev de i en ankesag i 2017.
Her blev de to mænd idømt halvandet års fængsel.
Sagen handler om rederiet Clipper Group. Rederiet stævnede i 2016 Parken efter at have købt aktier i selskabet. Det skete dog til en kunstig høj kurs. Derfor blev rederiet tilkendt erstatning på 3,75 millioner kroner.
Efterfølgende forsøgte Parken at sende den regning videre til Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup. Med renter løb det krav op i fem millioner kroner.
Tre år senere, i 2020, dømte byretten i København, at de to skulle betale regningen. Den afgørelse ankede Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup, som nu er frifundet.
- Landsretten finder, at det ikke udgør et erstatningsberettigende tab for Parken, at selskabet er blevet tilpligtet at tilbagebetale et beløb til Clipper, skriver Østre Landsret i dommen ifølge Børsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.