Flemming Østergaard har mistet sin hustru Inge. Det oplyser den tidligere FCK-boss i et opslag på Facebook.
– Med sorg må jeg meddele, at min hustru Inge har fået fred, skriver Flemming Østergaard.
Inge Østergaard sov stille ind tirsdag morgen efter længere tids sygdom med Alzheimers.
– Inge sov stille ind i morges kl. 05.45. Jeg har været ved hendes side og sovet hos hende de seneste tre nætter, og i dagene op til har den nærmeste familie været hos hende og taget afsked, skriver han.
Parret nåede at være gift i 60 år og fejre diamantbryllup. Flemming Østergaard beskriver sin hustru som et samlende menneske.
– Jeg er dybt taknemmelig for at have mødt kvinden i mit liv – et menneske, som med kærlighed, styrke og tålmodighed bar os alle, skriver han og tilføjer:
– Inge var vennernes ven og familiens naturlige midtpunkt.
Inge Østergaard har de seneste fem år levet med Alzheimers sygdom, og det sidste halve år opholdt hun sig på plejehjemmet Rude Skov.
Flemming Østergaard sætter i sin udtalelse også ord på det lange sygdomsforløb, som han beskriver som en gradvis afsked.
– At leve med Alzheimer er ikke kun at miste et menneske lidt efter lidt. Det er også at kæmpe for at bevare værdigheden – for den, der bliver syg, og for dem, der står ved siden af, skriver han.
Han fortæller, hvordan han gennem årene oplevede, at hustruen langsomt forandrede sig, men at der stadig var øjeblikke af genkendelse.
– Jeg så, hvordan det menneske, jeg havde delt et helt liv med, gradvist forsvandt. Men jeg så også glimt – små øjeblikke af genkendelse, varme og kærlighed, som bar mig igennem.
Samtidig retter han en tak til personalet på plejehjemmet.
– En særlig tak til ledelse og personale på Rude Skov for i afskedens stund at møde os med omsorg, ro og værdighed.
Afslutningsvis peger Flemming Østergaard på et større ansvar i samfundet:
– Jeg håber, at hendes forløb – og vores historie – kan minde os om noget vigtigt: At værdighed ikke er en luksus i vores samfund. Det er et ansvar.