Det siger cheføkonom i BRFkredit, Ulrikke Ekelund.
"Man skal ikke lade sig styre af de her dag-til-dag bevægelser i renten på grund af finanskrisen i USA. Som boligejere kan man både have et boliglån, hvor renten er faldet, og man kan have et billån eller en kassekredit baseret på en bankrente, hvor renten er steget," siger hun til Nyhedsbureauet Newpaq.
Ser man på realkreditlån med variabel rente, de såkaldte flekslån, er renten faktisk faldet de seneste måneder som følge af finanskrisen.
"I forhold til juni måned har man sparet 100 kroner om måneden efter skat på et lån på én million med afdrag og 200 kroner, hvis lånet er uden afdrag," siger Ulrikke Ekelund.
Det skyldes, at investorerne i øjeblikket sælger aktier og køber obligation for at mindske deres risiko. Det presser kursen på obligationerne op, og det får renten til at falde på den korte rente.
"Den korte rente kommer givetvis til at falde yderligere, og boligejerne vil ved refinansieringen i december få en lille gevinst hjem i forhold til i dag," spår Ulrikke Ekelund.
Anderledes ser det ud med banklån baseret på en pengemarkedsrente som forbrugslån, prioritetslån og kassekreditter.
"Når bankerne skal ud at låne på markedet for at låne videre til kunderne, så er likviditeten blevet dyrere. Der er en vis mistillid på markedet, og det betyder, at renten er stigende, og det giver man selvfølgelig videre til kunderne," siger Ulrikke Ekelund.
De lange renter er derimod ikke påvirket af finanskrisen.
"Det er det gode ved et fastforrentet obligationslån. Renten ligger fast, så du som boligejer ved, hvad du skal betale de næste 30 år," siger hun.
/Newspaq/