Det meste af arbejdsmarkedet mangler ledige hænder. Alligevel frygter fire ud af ti i fleksjob, at miste deres job inden for de næste par år. Og ligeså mange
anser deres muligheder for et jobskifte for stort set ikke-eksisterende.
Det viser en undersøgelse om virksomheders sociale engagement foretaget af Socialforskningsinstituttet.
»Det er en politisk defineret betingelse, at folk i fleksjob ikke har samme rettigheder som andre, derfor har de pligt til at underkaste sig særlige betingelser. De har altså ikke fuldt medborgerskab på arbejdsmarkedet. Det er et brud på de universelle velfærdsstatsprincipper«, siger Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA) på Aalborg Universitet til Politiken.dk.
Undersøgelsen viser også, at 54 procent af folk i fleksjob har fået deres job, hvor de i forvejen var ansat.
»Det er svært at skifte job, fordi der ikke er et egentligt fleksjobmarked. Der er ikke mange virksomheder, der vil ansætte nye folk i fleksjob«, siger Harald Børsting, faglig sekretær i LO.
Samtidig viser tal, at fleksjobordningen har bragt 36.645 flere i job siden 1999.