Tidligt fredag morgen rykkede brandvæsnet ud til en kraftig brand på en gård på Birkesøvej ved Stoholm mellem Skive og Viborg.
- Det er en større brand. Flammerne stod ud ad vinduerne, fortæller Lars Erik Leth, indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, til TV Midtvest.
Branden var opstået i udbygninger, som er bygget sammen med stuehuset. Brandvæsnet nåede dog at stoppe ilden inden den bredte sig.
– Heldigvis er huset nyrenoveret, og der var lavet en form for adskillelse, som har hjulpet, fortæller indsatslederen.
I en af udbygningerne var der får, som ejerne selv fik reddet ud.
Ingen mennesker eller dyr kom til skade.
Udrykningen skete klokken 04.45.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der tale om et nedlagt landbrug.