Adskillige biler blev natten til tirsdag sat i brand, og mere end 60 betjente blev såret. Der blev angiveligt skudt med skarpt mod politiet, som svarede igen med tåregas og gummikugler. Det rapporterer flere internationale medier.
Sammenstødene kommer i kølvandet på, at to drenge på henholdsvis 15 og 16 år af afrikansk baggrund mistede deres liv søndag aften. Det skete, da deres motorcykel kolliderede med en politibil i forstaden Villiers-le-bel, der primært beboes af første- og andengenerationsindvandrere.
Familiemedlemmer til de omkomne anklager politiet for ikke at have forsøgt at redde de to unge mænd efter sammenstødet. En statsadvokat beordrede mandag, at ulykken skal undersøges som uforsætligt manddrab.
Politiet siger der imod, at de unge kørte uansvarligt og alt for hurtigt. Politiforeningen Alliance har kondoleret, men siger til det franske nyhedsbureau AFP, at det er uacceptabelt, at en bande kriminelle udnytter denne tragedie som en undskyldning for at sætte ild til byen .
Der appelleres fra adskillige sider til de unge uromagere om at stoppe sammenstød og hærværk - senest fra præsident Nicolas Sarkozy, der er på statsbesøg i Kina.
Optøjerne er de værste siden 2005, hvor en lignende situation ledte til voldsomme sammenstød mellem politi og unge.