Amerikanske The Flaming Lips er kendt for at eksperimentere med musikken og showet, og nu prøver gruppen også noget helt nyt i forhold til at øge et pladesalg, som for det meste af branchen i mange år har været for nedadgående.
På deres næste tour får man en digital EP med tre numre med, når man køber billetten online. EP'en kommer til at indeholde tre nye numre fra deres kommende dobbeltalbum - 'Convinced Of The Hex', 'The Impulse' og 'Silver Trembling Hands', skriver nme.com.
Oven i købet får man tre sjældne b-sider, som bandet har udvalgt til lejligheden, og køberen vil efter koncerten modtage en live-optagelse fra lige netop den koncert, vedkommende har været til.
Det nye dobbeltalbum er gruppens 12. og kommer til at hedde 'Embryonic'.