Adskillige spark i hovedet mens offeret lå på jorden har ført til, at en 17-årig mand er blevet varetægtsfængslet i de næste to uger.
Offeret, som også er 17 år, trommede på et biltag ved en fest i Gislev tæt på Nyborg natten til fredag, hvilket fik gerningsmanden til at gå amok, skriver TV 2.
Han nikkede først sit offer en skalle. Den forurettede steg siden på sin knallert og nåede at køre cirka 400 meter, hvorpå han blev sparket af den igen.
Han fik sparket hjelmen af, og den blødende dreng modtog herefter flere spark i hovedet, mens han lå på jorden.
Offeret pådrog sig kraniebrud og en brækket næse, men han meldes nu uden for livsfare.