For et år siden kom Kees Moeliker med en appel til offentligheden om at indlevere en fladlus til hans arbejdsplads, det Naturhistoriske Museum i Rotterdam, Holland. Til dato har efterlysningen været resultatløs, så nu gentager kuratoren sin opfordring:
- Vi tager imod alle fladlus - store som små - men kun døde eksemplarer, konserveret i 70 procent alkohol og hvis muligt med komplette data vedhæftet. Donor og bærer garanteres fuld anonymitet.
Moeliker frygter nemlig, at den seksuelt overførte lus er tæt på at blive en truet dyreart. Han angiver selv intimbarbering og ikke mindst den såkaldte brasilianske voksbehandling som årsagen - en voksbehandling hvor alle kønshår fjernes.
En truet dyreart
- Fladlusen er begrænset til at bo i menneskets kønsbehåring, så hvis der ingen kønsbehåring er, vil fladlusen forsvinde og måske i sidste ende uddø. Idet arten ikke findes i vores samling og er ved at blive sjælden, er det på tide at anskaffe nogle flotte eksemplarer nu, inden det er for sent, siger Moeliker.
Insektforsker Thomas Pape fra Zoologisk Museum i København kan godt forstå Moelikers bekymring.
- Det gør bestemt en naturhistorisk samling mindre god, ikke at have et repræsentativt materiale. Fladlus er en del af vores verden, uanset hvor ubehagelig den måtte være, og derfor er det vigtigt for os at have et eksemplar i vores samling, siger han og tilføjer med en hvis stolthed:
- Vi har adskillige fladlus opbevaret i alkohol i vore videnskabelige samlinger.
Føler ikke med fladlusen
Indehaveren af skønhedssalonen Beauty Avenue på Fisketorvet i København, Stella Nisreen Kanaan, har de seneste syv år levet af at fjerne kønsbehåring. Hun bekræfter at brasiliansk voksbehandling er yderst efterspurgt for tiden, men har ikke den fjerneste medfølelse med fladlusene:
- Jeg har ikke kendskab til, at fladlus kan bidrage med noget positivt til hverken mennesker eller miljø. Det er til gengæld ikke så behageligt at have dem, og de smitter, så jeg har virklig ikke dårlig samvittighed, hvis de bliver udryddet, siger Stella Nisreen Kanaan, der aldrig selv har set en fladlus.
Kees Moeliker er kendt for i 2003 at have modtaget den alternative og knap så seriøse Ig Nobelpris i biologi. En hæder han fik for at dokumentere det første videnskabeligt registrerede tilfælde af homoseksuel nekrofili blandt ænder.