Fire er dræbt og otte såret under et angreb på en flådestation i den amerikanske hovedstad, Washington, oplyser flåden, rapporterer NBC.
Ifølge Washington Post jager politiet tre gerningsmænd.
En af dem skal være klædt i camouflagetøj.
Politiet siger til avisen, at en af gerningsmændene er "nede". Det fremgår ikke, om det betyder, at han er skudt eller anholdt.
En anden bevæbnet er blevet indkredset af politiet på 3. og 4.-salen af flådestationens administrationsbygning.
To politifolk er blandt de sårede.
Hundredvis af politifolk, FBI-folk, marinesoldater og særlige indsatsstyrker har omringet flådestationen, og ansatte, der befinder sig inde på stedet har fået besked om at søge i sikkerhed.
Omkring 3000 mennesker arbejder i bygningen.
Skyderiet har stoppet alle flyafgange fra Washington-lufthavnen Reagan National Airport, der ligger få kilometer fra basen.
I den amerikanske kongres, der ligger i nærheden, fortæller politiet, at sikkerheden for de mange politikere er blevet skærpet øjeblikkeligt.
Over hovedet på alle sværmer helikoptere, og mange hundrede nysgerrige har taget opstilling uden for flådestationen.
En mand er blevet set firet ned fra en af helikopterne.
Normalt er flådestationen stærkt bevogtet, og der er ingen forklaring på, hvordan ukendte personer kunne slippe ind på området.
/ritzau/