Den 20-årige tenniskomet Alexander Zverev var tippet som en bejler til at vinde Australian Open, men det bliver ikke i denne omgang, at tyskeren vinder sin første grand slam-turnering.
Lørdag måtte han overraskende se sig besejret i tredje runde af sydkoreaneren Hyeon Chung, der blot rangerer som nummer 58 i verden.
Zverev førte ellers 2-1 i sæt, men han gik helt ned og tabte 7-5, 6-7, 6-2, 3-6, 0-6.
Som cifrene antyder, var de to første sæt meget jævnbyrdige, men man fornemmede, at tyskeren havde styr på begivenhederne, da han vandt tredje sæt overbevisende.
Men det var ikke tilfældet. Sydkoreaneren svarede tilbage og bragte kampen ud i et afgørende sæt, hvor han var helt overlegen.
Mens Zverev blev mere og mere frustreret og modløs, kørte Hyeon Chung bare på og endte med at tildele storfavoritten et såkaldt "æg".
I ottendedelsfinalen kan sydkoreaneren komme på en ny svær opgave i skikkelse af den seksdobbelte Australian Open-mester Novak Djokovic.
Serberen skal dog først lige forbi spanieren Albert Ramos-Viñolas i tredje runde.
/ritzau/