Den fjerde unge franske rugbyspiller mistede mandag livet inden for de seneste otte måneder.
23-årige Nathan Soyeux døde mandag på hospitalet i Dijon, hvor han blev indlagt 24. november, efter at han var blevet tacklet af en modstander i en kamp mellem to hold af ingeniørstuderende.
Soyeux fik kvalme umiddelbart efter tacklingen, og kort tid efter mistede han bevidstheden.
På hospitalet i Dijon lå han to uger i kunstig koma, men hans tilstand blev forværret, når lægerne forsøgte at bringe ham ud af komaen.
Dødsfaldet er det fjerde i fransk rugby siden maj 2018. Frankrigs sportsminister, Roxana Maracineanu, forlangte i december regler, der bedre beskytter unge spillere på grund af de mange dødsfald.
I december døde den 18-årige Stade Francais-spiller Nicolas Chauvin, efter at han brækkede nakken under en kamp. Efterfølgende fik han hjertestop.
I august døde den 21-årige Louis Fajfrowski fra Aurillac, efter at han var blevet udsat for en hård tackling.
Tre måneder tidligere mistede en 17-årig spiller fra amatørklubben Billom livet dagen efter, at han havde fået et slag i hovedet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP