En 40-årig kvinde får 100 kroners rabat på et abonnement til SATS, hvis hun vejer 50 kilo og knap 300 kroners rabat, hvis nålen på vægten rammer 150 kilo. I hvert fald hvis man skal tro SATS s hjemmeside.
Fitness-kæden reklamerer med, at jo federe du er, jo mere rabat får du. Men det er spil fra galleriet. Alle ender nemlig med den samme rabat, nemlig 500 kroner, fordi der bliver lagt en såkaldt motivationsrabat oven i fedmerabbatten. Det skriver Ekstrabladet søndag.
På hjemmesiden kan man indtaste alder, højde og vægt og finde ud af, hvor meget man kan spare, men alle ender altså med den samme rabat. Og den forvirrende markedsføring er helt bevidst, siger kædens administerende direktør, Søren Steffensen til Ekstrabladet.
- Vi har gjort det helt bevidst, så folk ikke skal ind og stå på en vægt i centrene. Vi kunne godt have givet 500 kroner i rabat til alle, men nu får vi folk ind på vores hjemmeside, hvor der også står mere alvorlige ting om fedme, siger han.
Men den forklaring er ikke god nok, mener Forbrugerrådet:
- Der er ingen fedmerabat. Der er en rabat på 500 kroner, men det er jo ikke det samme. Det er vildledning, og jeg tror også, at folk bliver irriterede, når de finder ud af, at de har spildt tid på hjemmesiden, siger chefkonsulent i Forbrugerrådet Benedicte Federspiel til avisen.