Nedturen fortsætter for dansk fiskeri, efter at forhandlingerne mellem EU og Norge om en ny fiskeriaftale igen er brudt sammen. På fiskeauktionen i Hanstholm er landingerne fra danske fiskere gået ned med 33 procent i år, skriver DR Midt & Vest.
Hele fiskerierhvervet havde ellers håbet på, at EU og Norge i sidste uge ville blive enige om den fiskeriaftale for 2014, som har manglet siden nytår og forhindret danske fiskeres adgang til deres traditionelle fiskepladser i norsk farvand. Men forhandlingerne brød sammen endnu engang.
- Det har store konsekvenser for hele branchen, men især for fiskerne, som ikke har nogen alternativer, siger auktionsmester Jes Holm Sørensen til DR Midt & Vest.
Indtil nu har fiskeindustrien i Hanstholm nøjedes med at hjemsende medarbejdere på grund af de manglende landinger fra norsk farvand. Foreløbig er mindst 60-70 medarbejdere sendt hjem, men nu kan det blive nødvendigt med permanente fyringer, siger direktør Carsten Beith fra firmaet Fonfisk, som også er formand for fiskeeksportørerne i Hanstholm.
- Vi havde håbet på, at der kom en løsning i uge 7. Derfor har vi ventet med egentlige fyringer, men det bliver ikke ved med at gå, siger han.
Fiskeeksportørernes formand siger til DR Midt & Vest, at det er politikerne, som bærer ansvaret. Men det er ikke de danske politikere eller den danske fødevareminister Dan Jørgensen (S), som Carsten Beith retter skytset mod. De gør allerede, hvad de kan i denne sag, mener han. Han peger i stedet mod EU.
- Det er fiskerikommissæren i EU, som ikke har sørget for at få forhandlingerne med Norge på plads for længe siden. Det kan man ikke byde et helt erhverv, siger Carsten Beith.
Et lille plaster på såret for selve fiskeauktionen i Hanstholm har været ekstraordinære landinger fra franske og engelske fiskere. Manglen på danske fisk presser nemlig priserne i vejret, og det udnyttes af fiskere langvejs fra.
- Vi har fået landinger fra store engelske og franske fiskere, som fisker helt oppe omkring Shetland, 40 timers sejlads fra Hanstholm. De sejler herned med fangsten, fordi de kan få de bedste priser i Hanstholm. Det hjælper os en smule, men det er jo ingen trøst for de danske fiskere, siger auktionsmester Jes Holm Sørensen.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår fiskeriforhandlingerne mellem EU og Norge genoptages.