En person måtte i går på hospitalet, efter at en fisker havde efterladt en gammel granat fra 2. verdenskrig på havnen i Thyborøn.
Granaten indeholdt nemlig giftgassen sennepsgas, der kan være dræbende.
Fiskeren havde fanget granaten med sit fiskenet. Uvidende om fangsten dumpede han det på havnen sammen med resten af det affald, han havde fået i nettet.
"Han vidste ikke hvad det var - men hans skib og hans besætning er på vej hjem for at få renset skibet," siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
En person blev sendt på hospitalet efter mistanke om kontakt med giftgassen - men han slap ifølge politiet med skrækken.
Og selvom granaten kan være farlig, var indbyggerne i byen ikke i fare.
"Der var ingen risiko for borgerne. Det er selvfølgelig altid farligt at håndtere sprængstoffer, specielt når der er giftgas i - men den blev håndteret og ligger nu i vand," beroliger vagtchefen.
Granaten blev siden anbragt i et vandkar i et øde område af byen, hvor hjemmeværnet er udkommanderet for at bevogte den.
Sennepsgas-granaten stammer fra Anden Verdenskrig, hvor giftgas dog aldrig kom i brug i kamphandlinger. Sennepsgassen er farveløs og lugtfri, bortset fra en let duft af sennep. Gassen kan være dræbende.
Efter krigen blev tyskernes store beholdning af gassen dumpet i danske farvande - blandt andet i Østersøen, Storebælt og Kattegat.
Granaten fragtes hurtigst muligt til Frederikshavn, hvor den vil blive destrueret.