Christinna Pedersen og Joachim Fischer bookede tirsdag en plads i OL-kvartfinalen i mixed double med en sejr over Shintaro Ikeda og Reiko Shiota fra Japan.
De fjerdeseedede danskere var ganske suveræne og vandt 21-11 og 21-10 over de to japanere.
Fra start forsøge Pedersen og Fischer at spolere al spændingen, og der fik ikke mange minutter før, at de havde skabt sig et solidt forspring.
Andet sæt blev stort set en gentagelse af første sæt, og de stærke danskere var igen dominerende i alle spillets facetter.
I onsdagens kvartfinale venter et thailandsk par, som Pedersen og Fischer på papiret har rigtig gode chancer for at slå.
Lidt sværere ser det ud for landsmændene Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl, der også er avanceret til kvartfinalerne. De skal nemlig op imod de regerende verdensmestre Zhang Nan og Zhao Yunlei fra Kina.
/ritzau/