Viktor Fischer drømmer det meste af onsdagen om, at dette bliver aftenen, hvor han får debut på det danske landshold.
Den 18-årige komet fra Ajax Amsterdam regner ikke med spilletid mod Tyrkiet, efter at han er kommet med i truppen på grund af afbud. Men der er alligevel så mange drømme, der er gået i opfyldelse for Viktor Fischer de seneste uger, at debuten sagtens kan komme.
- Jeg håber rigtig meget på, at jeg får debut. Det ville være løgn at sige andet.
- Det vil være kæmpestort, og jeg vil håbe på det hele onsdagen, men det er ikke noget, jeg forventer. Drømme og forventninger er to vidt forskellige ting.
- Hvis det ikke kommer nu, så tror jeg, at det kommer en gang i fremtiden, siger Viktor Fischer.
For mindre end en måned siden spillede danskeren ynglingefodbold i Ajax Amsterdam, men siden har han fået debut i Champions League mod Manchester City, og i weekenden var han for første gang med fra start i Æresdivisionen.
I den kamp blev det til to scoringer og en enkelt assist fra Viktor Fischer, der efterfølgende er blevet kåret til rundens spiller i Holland af sportsmagasinet Voetbal International.
Aftenens kamp mod Tyrkiet bliver spillet klokken 20.00 i Istanbul.
/ritzau/