- Ja, jeg er godt klar over, jeg er i risikozonen for at være en af dem, der ryger ud ved næste folketingsvalg på grund af Ny Alliance, siger den radikale sundhedsordfører, Charlotte Fischer til Avisen.dk.
Selv kom hun i Folketinget, da De Radikale gik otte mandater frem ved folketingsvalget 8. februar 2005.
Og da hendes parti står til at gå tilbage på grund af hendes gamle partifælle Naser Khaders succes med sit nye parti, Ny Alliance, er hun en af dem, der ifølge valgforsker Søren Risbjerg Thomsens nye opgørelse står til at ryge ud igen.
- Jeg hører til en af dem, der mener, at vi skal passe på med at undervurdere Ny Alliance, og det ser jo ikke godt ud for os lige nu. Men håbet er lysegrønt, og jeg mener ikke, det er urealistisk, at vi kan komme igen inden næste valg, og jeg vil kæmpe for det, alt hvad jeg kan, siger hun.
Hvis uheldet skulle være ude, og hendes politiske karriere i Folketinget skulle ende efter næste valg, ved Charlotte Fischer dog godt, hvad hun skal tage sig til:
- Som politiker er det en erhvervsrisiko, at man risikerer pludselig at ryge ud igen. Og hvis man ikke kan leve med den risiko, tror jeg ikke, man skal være politiker. Hvis jeg skulle ryge, så skal jeg ud på arbejdsmarkedet igen og arbejde med kommunikation.
Charlotte Fischer er 42 år og var, inden hun blev valgt til Folketinget, kommunikationschef i Amtsrådsforeningen.
Hun er uddannet cand.mag. i fransk, samfundsfag og retorik.