Siden Pandora-milliardærerne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen for tre år siden købte sig ind i skisports- og mountainbikeudstyrs-forretningen Blacksnow er det kun gået én vej for virksomheden: Nedad.
I to år har Blacksnow ApS haft millionunderskud, og nu er aktiviteterne blevet flyttet over i et nyt selskab, og det "gamle" selskab er begæret konkurs, skriver Finans.
Blacksnow ApS er pr. 1. november forvandlet til Blacksnow.dk Aps. Samtidig er Stylepit-stifteren Christian Bjerre Kusk ny hovedaktionær. Desuden består ejerkredsen nu også af Allan Muff, Troels Johannesen og Christian Fogh Harboe.
Ifølge Finans har det konkurs-begærede Blacksnow ApS tabt over tre millioner kroner, og ejerne måtte foretage en kontant kapitalforhøjelse på 2,6 millioner for at sikre egenkapitalen.
Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen er begge gode for milliarder, efter at de i sin tid skabte smykkefirmaet Pandora og senere solgte det for en formue.