Sort humor, grov sarkasme og et par hurtige stikpiller fra medarbejderne.
Nattens arbejde kan være hårdt, hvis man er kørselsleder på Bladkompagniet. Faktisk så hårdt, at firmaet har problemer med at finde folk, der vil blive mere end et par måneder i jobbet.
Så nu tager de konsekvensen.
Under overskriften "Kan du danse solen sort?" skriver Bladkompagniet, at de "søger en B.S.-type, der er med på en hård arbejdstone".
Bladkompagniet ønsker ikke selv at kommentere annoncen, men henviser til Vikarmatch, som står for ansættelsen af kørselslederen.
Da avisen.dk ringer til annonceforfatter Lene Lorentzen, der har været pennefører på annoncen, bliver vi mødt af en stor latter:
- Haha. Ja, det er mig, der har skrevet den. Bladkompagniet var så trætte af at se deres medarbejdere bukke under for en hård tone på arbejdspladsen, at de ville være sikre på at finde en, der ikke lader sig slå ud.
Lene Lorentzen erkender, at firmaerne i kampen for arbejdskraft er begyndt at tage lidt mere alternative metoder i brug.
- Jeg har for eksempel aldrig før skrevet "en hård arbejdstone" i en annonce. Men der er jo forskel på, hvad du opfatter som et plusord, og hvad virksomheden gør, forklarer hun.
Men er man så ikke med til at opretholde en hård tone på arbejdspladsen?
- Jo, det kan du sige. Men kørselslederen har jo at gøre med et kæmpe logistikarbejde og noget is i maven. Og så nok også en lidt hård tone.