Firma bag luksusbil tester ansatte: 400 får en fyreseddel
En årlig evaluering af medarbejderne hos bilproducenten Tesla får stor betydning. 400-700 er efterfølgende blevet fyret.

Mellem 400 og 700 ansatte er blevet fyret fra den amerikanske bilgigant Tesla efter en årlig evaluering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters samt en række andre amerikanske medier.

Fabrikken producerer elbilen Tesla, der hører hjemme i luksuskategorien.

Fyringerne hænger ikke sammen med, at der er for lidt at lave. Ifølge det amerikanske medie Mercury News har firmaet en venteliste på 450.000 personer, der vil købe elbilen.

Vejet og fundet for lette

Medarbejderne, som dækker over alt fra ansatte i produktionen over ingeniører til sælgere, er ganske enkelt vejet og fundet for lette af ledelsen ved en årlig evaluering.

- Som i et hvert andet firma, specielt et med 33.000 ansatte, kan en evaluering af de ansattes præstationer af og til ende med en afgang. Tesla fortsætter med at vokse og ansætter medarbejdere over hele verden, siger en talsperson fra firmaet til amerikanske medier.

En af de fyrede er Juan Maldonado, der arbejder i produktionen. Han fik prikket torsdag, efter han havde arbejdet for Tesla i de seneste fire år på fabrikken i Fremont i Californien.

Han fortæller til The Mercury News, at han to gange i de sidste måneder er kommet for sent på arbejde. Han troede, han havde ordnet tingene med sin nærmeste leder, men det endte i stedet med et spark ud af fabrikken

- Nu skal jeg finde mig et nyt job, konstaterer han.

Han fortæller, at 60 andre i hans område af fabrikken er blevet fyret.