Tre glade piger kunne i går afsløre, at en pladekontrakt er i hus. Det gælder Julia, Mathilde og Henriette, der tilsammen udgør Fireflies.
Pigerne røg ud af X Factor som nummer fire og var derfor ikke med som finalister i Parken den 27. marts.
De føler sig dog alligevel som vindere, da kontrakten med pladeselskabet A:larm blev underskrevet i går.
"Så har vi skrevet under på vores pladekontrakt med A:larm, og vi er jordens gladeste piger," skriver Fireflies inde på deres Twitter-profil.
Siden country-pigerne røg ud af talentshowet, har deres mentor Carsten Soulshock været ude og lede efter et pladeselskab.
Dommeren er dog gået stille med dørene, men i går blev det altså afsløret, at pladeselskabet A:larm, som blandt andet står bag Moi Caprice, Tobias Trier og Medina, nu også skal hjælpe Fireflies frem i karrieren.